Hvis du er kronisk syg kan du have meget store udgifter til medicin. Der lægges loft over dine udgifter, hvis du får en bevilling om kronikertilskud.
Loftet er på en egenbetaling på 3.655 kr. opgjort i tilskudspriser.
Ansøgning
Det er din læge, som skal søge Lægemiddelstyrelsen om kronikertilskud. Ved vurderingen af ansøgningen bliver der lagt vægt på, at din behandling er fagligt veldokumenteret, og at de samlede årlige udgifter til medicin med tilskud ser ud til at overstige 16.896 kr. (din saldo i CTR). Hvis du er under 18 år, skal udgifterne se ud til at overstige 20.830.
Svar
Lægemiddelstyrelsen svarer som hovedregel på lægens ansøgning om kronikertilskud inden for 14 dage. Der kan dog gå op til 2 måneder, hvis ansøgningen kræver særlig vurdering.
Hvis ansøgningen bevilges, får du en bevilling med posten, og apoteket vil samtidig kunne se bevillingen i CTR - Lægemiddelstyrelsens centrale tilskudsregister. Kun din læge får besked, hvis der gives afslag på ansøgningen om kronikertilskud til dig. Lægen får en begrundelse for afslaget.
Hvordan virker bevillingen?
Når du har en kronikerbevilling får du 100 % i tilskud til tilskudsberettiget medicin, når din saldo i CTR overstiger 16.896 kr. (20.830 kr. hvis du er under 18 år). Du kan derfor højst komme til at betale 3.655 kr. for dit årlige forbrug af tilskudsberettiget medicin.
Det er dog et krav, at du altid køber den billigste medicin i en gruppe af synonym medicin, ellers skal du selv betale hele prisforskellen mellem den billigste og den dyrere medicin, som du evt. køber.
Hvor længe gælder bevillingen?
De fleste kronikerbevillinger gælder i 5 år. Bevillingen gælder i de tilskudsår, den overlapper. Dvs. tilbage til starten af det tilskudsår, der er i gang på bevillingsdatoen; og frem til slutningen af det tilskudsår, hvor bevillingen udløber. Lægen skal altså først søge igen, når bevillingens udløbsdato nærmer sig.
Hvad dækker bevillingen?
Der ydes kronikertilskud til tilskudsberettiget medicin, når du når op på den saldo, som udløser 100 % tilskud. Det gælder både medicin med automatisk tilskud og medicin, som du har enkelttilskudsbevilling til.